Bedre kan det vel ikke rigtig siges, end Kim Larsen her har gjort. Da jeg boede hjemme, havde vi altid lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj. En smuk tradition, som jeg har videreført efter at være flyttet hjemmefra. Og jeg håber, at det er en tradition, som mine drenge vil tage til sig.

For nogle år siden var min ex-mand og jeg i Mindelunden d. 4. maj om aftenen. Jeg havde dengang lige læst om Gunnar Dyrbergs oplevelser i modstandsgruppen Holger Danske. En ting er at læse om det, noget helt andet pludselig at stå foran gravene for nogle af de personer, som Gunnar Dyrberg havde skrevet om - bl.a. Flammen og Citronen.

Utroligt, at noget så trist som en mindelund, kan føles så fredfyldt, optimistisk og varm. Men det var de følelser, jeg bl.a. havde. Jeg blev varm indeni over at kunne være med til at ære de mennesker, der havde kæmpet og givet deres liv for min skyld. Ja, selvfølgelig ikke præcis lige mig, men jeg håber, du ved, hvad jeg mener. Det var også en stund, hvor eftertænksomhed var på sin plads. Jeg har altid været patriot - elsket mit land og været villig til at kæmpe for det. Men lige præcis den aften føltes det mere rigtigt end på noget andet tidspunkt før.

Burde vi måske ikke snart have lagt det bag os og komme videre her 60 år efter? Jo, det burde vi - og det har vi også. Min generation har aldrig oplevet krig på samme måde, som mine forældre og bedsteforældre har - og ingen af os ønsker det!! Måske netop derfor skal vi vise taknemlighed for det liv og den verden, som modstandsfolkene kæmpede for med deres liv og tage ved lære. Men glemme må vi aldrig!!

Det var så også i dag, at en lille ny prins så dagens lys. Hermed et kæmpe tillykke til de nybagte forældre - ønsker jeres lille familie alt godt i tiden fremover.

Og hvorfor nu det, når jeg har min blog her - en blog, jeg efterhånden næsten ikke skriver på mere?? Fordi én af grundene til, at jeg næsten ikke skriver mere er, at jeg ikke kan sætte flere billeder ind, uden først at slette nogle af de gamle. Ja, jeg ved godt, at jeg kan tilmelde mig det der flikflakfotohalløj, men jeg kan sg ikke rigtig finde ud af det.

En anden grund er, at hjemmesiden bliver for hele familien - hvis altså drengene kan overtales til at komme med lidt indlæg engang imellem. Men det bliver en hjemmeside, som familie og venner kan kigge forbi. På bloggen her har der trods alt været lidt mystik indblandet... lidt hemmelighedskræmmeri indimellem. Jeg har f.eks. aldrig skrevet drengenes navne. De har altid heddet Ældstemanden og Yngstemanden. På hjemmesiden er man slet ikke i tvivl om, hvad de hedder, hvem de er, hvordan de ser ud og så videre.

Men... er det nu også helt smart, det jeg har gang i?? Og hvad med bloggen her?? Skal jeg nedlægge den, evt. flytte nogle af indlæggene over på hjemmesiden og slette resten? Skal jeg fortsætte med bloggen ved siden af hjemmesiden og lave et link til den? Jeg aner det ikke lige nu... men det finder jeg jo nok ud af på et eller andet tidspunkt.

Måske jeg bare er ved at være godt træt af at være hemmelig og mystisk. Måske jeg bare ønsker at være mig, og hvis folk ikke kan leve med det, så må de lade være med at kigge med og læse... måske jeg bare har fået en hjerneblødning eller hedeslag... tja... jeg kan vel altid påstå, at jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket, mon ikke?

Nåh - men jeg vil lige hænge lidt (læs: meget) vasketøj op i haven, så tror jeg, at jeg vil lege lidt mere med hjemmesiden.

I'll let you know, when it's ready for your eyes :oP

Og hvorfor er jeg så lige kommet i tanke om det i denne sene nattetime? Tja...fordi jeg har en søn, der bliver 18 år i dag. Ældstemanden er blevet voksen!!

Han er blevet alt det, som jeg altid har håbet for ham. Han er et pragteksemplar af en søn: hjælpsom, hjertelig, humørfyldt, ansvarsbevist, arbejdsom, glad, dygtig, varmhjertet, en super bror/søn/ven...

Kan huske, jeg havde en del ønsker om, hvordan det lille barn, jeg bar rundt på gerne måtte blive. Han er blevet alt det og lidt til. Kan man så tillade sig at forlange eller ønske mere? Sikkert ikke...men jeg prøver nu alligevel. Jeg ønsker mig, at han vil fortsætte frem i livet, præcis som han er, for så skal tingene nok lykkedes for ham.

Tillykke med den store dag min dreng - og tak, fordi du er, præcis som du er. Jeg er stolt af dig - og elsker dig højere end livet selv.

Jeg er dog så heldig, at jeg har en utrolig støtte og forståelse fra familie og venner... og ikke mindst fra mine helt vidunderlige drenge. De forstå hurtigt at få en rigtig dum dag skubbet i en positiv retning.

I dag startede som en dum dag. Jeg havde ingen energi, følte mig tom og trist. Drengene tog dog sagen i deres egen hånd og besluttede i fællesskab, at sådan skulle dagen bare ikke fortsætte.

Hvad de gjorde? Tja, de gik på nettet og fandt en lille sang til mig, som de synes, jeg skal synge (indeni mig selv godt nok) resten af dagen, mens de hjælper mig med at få styr på huset herhjemme.

Her er sangen til alle er, som også har en lidt dum dag i dag. Find det positive i alle jeres oplevelser, så bliver dagen hurtigt meget lysere at gå i møde.

En hurtig opdatering:

Jeg blev opereret d. 30. januar. Fik min baldeblære fjernet, så jeg nu skulle være fri for at få flere anfald med galdesten. Det har så bevirket, at jeg skal overholde en kostplan, der indtil videre har kostet 2,5 kg i den rigtige retning.

Kom hjem fra sygehuset søndag, og mandag hentede vi den skønneste lille hundehvalp. Vi har længe talt om at anskaffe os en hund, men jeg har ikke rigtig syntes, at overskuddet var til det. Men da jeg personligt har fået det en del bedre på det sidste, energien er vendt lidt tilbage, ja så skulle det være nu eller aldrig. Så d. 2. februar blev familien udvidet med en sort labrador, der bære navnet Figo. Det var Ældstemanden, der skulle navngive hvalpen, da Yngstemanden havde valgt ham. Og selvfølgelig blev den opkaldt efter en fodboldspiller - hvis nogen skulle være i tvivl, så er den opkaldt efter portugiseren Luis Figo :o)

Samme dag, som Figo flyttede ind, lagde Yngstemanden sig med influenza. Det stod på en god uge, hvor han virkelig ikke var mange sure sild værd. Og når én i huset har fået influenza, er det blot et spørgsmål om tid, før vi andre fik det, så ugen efter var det Ældstemandens og derefter min tur. Samtidig med dette, var der jo så en lille hundehvalp, der ikke var helt renlig, og for at det ikke skulle være løgn, så havde Bailey (katten) fået dårlig mave. Følte på et tidspunkt, at jeg blot manglede en balje akvariefisk med røde hunde og en kanariefugl med mæslinger, så var cirkuset perfekt. Men vi kom igennem det ved fælles hjælp, og inden vi fik set os om, ja så var det meste af februar på det nærmeste gået.

Hvad min depression angår, så ser tingene lidt lysere ud efterhånden. Jeg er stadig ikke helt på mærkerne, men jeg har mere lyst til ting nu, end jeg har haft før. Og jeg kan mærke, at jeg bliver frustreret over, at der ikke rigtig sker noget mht mine samtaler hos min egen læge. Jeg føler lidt, at han slår sig til tåls med, at medicinen ser ud til at virke, så han udskriver blot en ny recept - og så sker der ikke mere. Så jeg kontaktede kommunen i midten af februar for at høre, om de ikke kunne hjælpe lidt videre. Evt ved at sende mig til en psykolog/psykiater og ved at hjælpe mig lidt igang igen, så jeg evt kunne komme afsted et par timer om dagen eller et par gange om ugen. Kommunen var meget positiv, og i denne uge fik jeg brev om, at jeg skal til en psykiater på tirsdag. Lidt afhængig af, hvordan det går, vil kommunen derefter se på muligheden for at hjælpe mig igang med at finde tilbage til arbejdsmarkedet.

Så alt i alt ser tingene positive ud her på matriklen. Hvad der er gået godt, kommer jo sjældent skidt tilbage, så vi forsøger at tage tingene med et kæmpe smil på læberne og bare nyde hver dag i hinandens selskab...

Nåh jo forresten... jeg har da også nået at få læst et par bøger, strikket en sweaters og er næsten færdig med en cardigan... så tiden er blevet udnyttet fuldt ud :oP

Men så er det jo dejligt, at jeg ikke skal noget vildt i dag. Selvfølgelig er der altid lidt, der skal klares herhjemme. Der skal smides lidt tøj i vaskemaskinen, vaskes op efter morgenmaden, sengene skal lige klares, og der er altid et eller andet, der flyder efter drengene. Men derudover skal der bare hygges, nydes og læses til drengene kommer hjem fra skole.

Tror dog, at hjernen ville have godt af lige at komme ud i den friske luft, så måske jeg skulle gå en lille tur - og så først hygge videre, når jeg kommer hjem? Ja...det lyder som en perfekt plan til en perfekt dag!

Rigtig dejlig torsdag til jer alle :o)

I dag, da jeg var ude at gå en lille morgentur, mødte jeg et ældre ægtepar, der kom gående hånd i hånd. De var fordybet i en samtale og hinanden. Jeg blev helt glad, da jeg så dem sammen. Og så var det, det slog mig... hvor ville det være dejligt at kunne gå foråret og sommeren i møde med en partner-ven-kæreste-ting.

Jeg føler ikke selv, at jeg har været parat til sådan en "ting" før. Det har været mere vigtigt for mig, at drengene og jeg fandt balance og ro i vores hverdag. Men nu tror jeg måske, at det er på tide, at jeg giver mig selv lov til at være lidt egoistisk. Nu er det efterhånden næsten 6 år siden, jeg flyttede fra min ex, og jeg har nydt hver eneste dag med den frihed, det nu engang har givet som single. Men...samtidig mangler der noget. Et lille tomrum, der burde være udfyldt med søde ord, varme knus, små våde kys og elektriske stød ved hver berøring. Der mangler en "voksen" genpart i mit liv...eller der begynder at mangle sådan en størrelse, for jeg har ikke før nu følt, at jeg manglede noget i mit liv. Jeg havde nok i mine drenge, min familie og mine venner...

Men hallo...så opstår problemet jo. Hvor hulen finder man sådan en dims? Jeg kan slet ikke huske, hvordan man gør, hvad man siger, hvor man går hen og så videre. Jeg har glemt, hvordan det er at date, har glemt hvordan det er at have den søde, kildrende fornemmelse i maven, når der tikker en sms ind på ens mobil, eller man modtager en sød mail fra en kæreste-potentiale. Jeg har ganske enkelt glemt, hvordan det er at være forelsket.

Så jeg har en lille opgave til alle, der gider deltage. Find mig en kæreste, så skal jeg nok give han en kop kaffe :oP Se, det er da ikke større mundfuld, end selv jeg kan bide over, vel? :oD

hi hi hi hi hi (...vent...skal lige have tørret tårerne væk, så jeg kan se, hvad jeg skriver...er lidt svært, når man sidder her og stortuder af grin!!!)

Nåh men... Rigtig god fornøjelse - og en stor portion held og lykke skal der vist også sendes med denne opgave! ;o)

Jeg glædede mig til at komme igang med den i går, så efter at have fået klaret alle de nødvendige huslige ting, og fået fodret både drengene og katten af, satte jeg mig tilrette i lænestolen i går aftes og begyndte at læse. Og...det er en helt fantastisk bog. Jeg kunne ganske enkelt ikke lægge den fra mig igen og læste til langt over midnat...og fortsatte igen, da jeg vågnede tidligt i morges :o)

Bogen handler om en kvinde (Holly), der mister hendes mand (Gerry) alt for tidligt, da han får en hjernesvulst og dør. Et par uger efter hans død, modtager hun et brev og 10 konvolutter fra ham - én for hver måned siden hans død. Disse små breve hjælper hende igennem sorgen og det mørke, som hun befinder sig i efter at have mistet hendes ægtemand og bedste ven. Brevene, og en ufattelig stor støtte og forståelse fra hendes familie og venner, hjælper hende stille og roligt tilbage til virkeligheden igen.

Det er en på samme tid sørgelig, hård og livsbekræftende bog at læse. Efter både at have mistet begge mine forældre og været i depressionens fagntag, kan jeg sagtens sætte mig ind i mange af hendes tanker og de situationer, der uvilkårlig opstår ifbm én selv og ens omgivelser. Så det er hård læsning, der indimellem efterlader en klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen. Men samtidig er det en helt utrolig kærligheds historie, der ikke, som mange andre, rider på en bølge af kvalmende, lyserøde skyer. Gerry giver, via hans breve, det største han kan give Holly foruden hans kærlighed - han giver hende livet tilbage.

Jeg er normalt ikke til kærlighedsromaner. Jeg får kroniske røde knopper af de romaner, hvor helten skal gå så meget ondt igennem for hans kærlighed til heltinden, men som så alligevel ender med, at de får hinanden i enden og lever lykkeligt til deres dages ende. Det er lidt for virkelighedsfjern for mig.

Men denne bog er helt anderledes. Den er skrevet i et sprog, så man næsten kan høre ens egen familie eller venner, sige tingene. Den er ikke "ophøjet" på nogen måde, svæver ikke hen over hovedet på én, når man sidder og læser. Der er ingen lyserøde skyer, der kommer drivende hen over siderne. Sorgen, mørket, det at miste, kærligheden - ja alt er beskrevet utroligt godt og rammende. Ingen, der læser denne bog, vil være i tvivl om, hvad Holly går igennem.

Jeg kan kun anbefale alle, at man på et eller andet tidspunkt, tillader sig selv at læse denne bog. Der er stof til eftertanke i den - uanset om man har mistet eller ikke. Det er ikke kun en bog om kærligheden mellem to mennesker, men også om kærligheden til selve livet!

Rigtig god fornøjelse :o)